Museets udeområder har i efteråret 2021 fået et gevaldigt løft. Takket være velvilje fra en række sponsorer er der nu blevet etableret en oplevelses- og aktivitetsplads omkring museet.
Den nye indretning af af museets uderum giver nysgerrige gæster og forbipasserende endnu flere muligheder for at dykke ned i de to forfattersøskendepars universer. Rammen er sat af helt nye grønne beplantninger, der har ekko fra den store verden. Her er nordiske birketræer, bambus, lærk, et ginko-træ, bøg og hjortetak.
Uderummet tjener som en forlængelse af museet. Her viser f. eks en lille stensamling med ledeblokke, formidlet på en vægtavle, tilbage til jordens geologiske urtid og Johs. V. Jensens udviklingstanker. Flere granitbænke giver mulighed for at sidde ned og tage det hele i øjesyn
Med inspiration fra “Den Lange Rejse” har tegnestuen Herman Ditte udfoldet en række flotte illustrationer der præger udeområdets formidling. Illustrationerne er ledsaget af QR-koder med lydfortællinger. Det samme gælder et Himmerlands-kort med 12 Himmerlandske fortællinger, hvor lokale lokationer er sat i forbindelse med Johs V. og Thit Jensens forfatterskaber.
For de der ikke vil lytte men tale giver “Thits Corner” og en markant ny talestol mulighed for at udfolde sine retoriske talenter. Det håber vi, at især skoleelever fremover vil benytte muligheden til.
Samlet set markerer indvielsen det nye udeområde afslutningen på den museumsudvidelse, som over de seneste år har bragt Johs V. Jensen og Thit Jensen under samme tag og skabt et af landets betydeligste forfattermuseer.
Oplevelses og aktivitetspladsen er etableret med støttet fra: LAG Jammerbugt-Himmerland, Nordea Fonden, Brdr. Hartmanns Fond, Landbrugets Kulturfond, Fonden for Sparekassen Farsø, og Lions Club, Farsø.