Fejringen af Johannes V. Jensens 150 års fødselsdag fortsætter. Nu med et arrangement om Journalisten Jensen. Mød litteraturhistoriker og Jensen-ekspert Lars Handesten
Det kan godt være at Johannes V. Jensen fik Nobelprisen i litteratur og blev en af Danmarks allerbedste forfattere – Men, hvis han selv havde fået lov til at bestemme, var han blevet journalist. Hans drøm var ikke at skrive for det lille, boglæsende publikum. Man ville skrive for de mange. Han ville skrive i tidens massemedie: Avisen
Som ung blev han ansat ved flere dagblade. Udsendt medarbejder i både Spanien og Frankrig. Sat til at dække tidens store begivenheder. Det passede ham godt. På et tidspunkt skrev han: ”Journalist er omtrent den eneste håndtering, der sømmer sig for en mand”.
Johannes V. Jensen blev leverandør af både ildsprudlende og bloddryppende reportager til de danske avislæsere. Han var inspireret af pressen i Amerika. På sine rejser derover havde han set de moderne massemediers – tabloidpressens – sejrsgang. Her var der ikke noget med, at journalisten skulle sidde og pusle med sin tekst i dage og uger, som en anden roman-forfatter. Historierne skulle skrives og leveres med det samme.
I København prøvede Johs V. at stable sin egen avis på benene. Pressen, hed den. Han skrev selv det meste. Lige fra kriminal-reportager til vejrudsigter. Det gik desværre ikke så godt. Pressen gik ind efter et par måneder.
Johannes V. blev ikke journalist. Han kom alligevel til at skrive en del i den trykte presse, og blev derfor læst af rigtig mange. For eksempel blev det til mere end 450 kronikker. Og det alene i avisen Politiken. Han skrev om alt mellem himmel og jord. Lige fra artikler om gamle danske børnelege til beskrivelser af Asiens folkeslag.
Ved et foredrag på Johannes V. Jensen & Thit Jensen Museet kan man høre meget mere om journalisten Johannes V. Jensen. Lørdag 7. oktober får museet nemlig besøg af litteraturhistoriker og Johannes V. Jensen-ekspert Lars Handesten (SDU). Han fortæller om journalisten Johannes V. Jensens og hans betydning for det 20 århundredes første massemedier.