Shitstorm mod Thit Jensen – Museet reagerer!
Lørdag 25 maj kan man opleve et spændende dagsarrangement på Johs. V. Jensen & Thit Jensen Museet. Affødt af særudstillingen om Thit Jensen og Frivilligt Moderskab er emnet: Kvinder i den offentlige debat. Mød bl.a. ligestillingsminister Marie Bjerre.
Ordet ”Shitstorm” er af nyere dato. I Den Danske Ordbog kan man læse, at det første gang optræder i en dansk sammenhæng omkring 2010. Det vil dog nok ikke komme bag på ret mange at selve fænomenet ”Shitstorm” – hvor nogen eller noget bliver mødt med voldsom kritik og usædvanlig mange negative reaktioner – har rødder noget længere tilbage i tiden.
På forårets udstilling på Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet kan man let konstatere, at ordet Shitstorm vist ikke er helt ved siden af, når man taler om reaktionerne på Thit Jensens kampagne for Frivilligt Moderskab. Man kan faktisk roligt sige, at Thit igennem flere år midt i 1920’erne, var udsat for indtil flere regulære shitstorme, hadkampagner personhetz’er, og hvad man ellers kalder det i dag.
Modstanden mod Thit Jensens agitation for seksuel oplysning og fødselsregulering kom til udtryk i datidens medier – aviser og blade – på offentlige møder og den lød sågar fra folketingets talerstol. Her forsøgte konservative rigsdagsmænd af flere omgange at fratage hende finanslovens forfatter-understøttelse.
Det var én ting, at Thit Jensen havde markante holdninger. Værre var det, at hun var kvinde! Der var mange som stadig havde den overbevisning, at kvinder burde gå i et med tapetet, når der blev talt politik, samfundsforhold og andre alvorlige sager. – Men Thit Jensen holdt sig mildest talt ikke i baggrunden. Og så var hun ovenikøbet fraskilt og barnløs. Hun blev hurtigt stemplet både defekt, ægteskabsmodstander og mandfolkehader.
Museets udstilling om Thit Jensen og Frivilligt Moderskab følges op af flere arrangementer der har fokus på kvinders særlige livsvilkår både før og nu. Lørdag 25. maj afsluttes rækken med en højskoledag, der handler om ”Kvinder i den offentlige debat”. Her er udgangspunktet de særlige vilkår som kvinder gennem tiden har haft, når det har stukket næsen frem og forsøgt at påvirke den offentlige mening.
Højskoledagen stater kl. 9.30 med en kop kaffe/te og et rundstykke. Herefter er der indlæg ved ligestillingsminister Marie Bjerre (V) og Jesper Troels Jensen der er formand for Danske Taler, der er en organisation som fortæller om det danske demokratis historie, set gennem taler. Lektor Marie Lund fra Aarhus Universitet vil fortælle om ”kvinders retorik”, dvs. de særlige vilkår og begrænsninger som kvinder har haft når de har ønsket at udtale sig offentligt.
Undervejs er der også mulighed for at høre lidt fra ”Fruen” selv, når Susanne Sangild Himmerlands Teater, fremfører nogle af Thit Jensens skarpe indlæg i den offentlige debat.
Arrangementet slutter omkring 13.30, og der er indlagt en frokostpause undervejs. Det koster 150,- at deltage. 120,- kr. hvis man er medlem af museets støtteforening. Inkl. forplejning.
TILMELDING senest 22. maj. På mail: arrangementer@jensenmuseet.dk eller ring/SMS på telefon 4261 8198