Valdemar Andersen og Johannes V. Jensen

Valdemar Andersens portræt af Johannes V. Jensen

Valdemar Andersen (1875-1928) var en dansk tegner, maler og dekoratør. Han var uddannet malersvend, blev indskrevet på Kunstakademiet i 1894, men forlod det efter et enkelt semester.

Valdemar Andersen tilhørte den første generation af bladtegnere, der lige efter år 1900 definerede sig som kunstnere og som livet igennem fandt inspiration i den nyeste kunst omkring sig.

Valdemar Andersen og Johannes V. Jensen knyttede et personligt venskab i begyndelsen af 1900-tallet og han portrætterede både Johannes V. Jensen og hans hustru Else Jensen.

Museets nyerhvervede portræt er udført i 1905 og viser forfatteren, der med et skarpt utilnærmeligt blik vurderer betragteren.

Valdemar Andersens beholdt billedet i sit hjem. Her var det først ophængt i stuen og senere i sønnen Ib’s værelse. Ib Andersen (1907-1969) udviklede sig selv til at blive en af sin tids dygtigste tegnere og grafikere. Som 12-13 årig tegnede han sin egen travle hverdag. Her ser vi, hvordan portrættet af Johs. V. Jensen er ophængt over Ibs seng.

Efter Valdemar Andersens alt for tidlige tidlige død i 1928  blev portrættet solgt på Charlottenborgs mindeudstilling over kunstneren. Heroverfor ses kataloget. Post nr. 161. Pris 600,- kr.

 

Siden 1928 har billedet været i privateje Det har angiveligt kun været vist offentligt ved en enkelt lejlighed, i forbindelse med et Dansk eksportfremstød i USA i 1973. 

Med erhvervelsen er Valdemar Andersens fantastiske portræt fremover offentlig tilgængeligt på Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet i Farsø.

Valdemar Andersen og Johannes V. Jensen opretholdt livet igennem et nært venskab, og Valdemar Andersen leverede omslagstegninger og illustrationer til flere af Johs. V.’s udgivelser bl.a. Bræen, Kongens Fald og udgaver af hans Himmerlandshistorier. Herunder forsiden til Bræen (1911) Triskelen som blev Johannes V. Jensens bomærke o. 1916, samt en satirisk tegning af Johannes V. Jensen til magasinet Plat’ Menagen (1908).

Museets mulighed for at erhverve billedet havde ikke været muligt uden økonomisk støtte fra forskellig side. En stor tak rettes derfor til:

Spareklassen Farsø
Lions Club, Farsø
Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond
Tømrerfirmaet Tyge Tolstrup

Outline Vinduer A/S
Øgaard EL
Rabøl Grafisk Produktion